Acta Sanctorum
Ave Imperator, morituri te salutant
Publius Ovidius Naso bedre kendt som Ovid (20. marts 43 f.Kr. – ca. 17 e. Kr.). Ovid er især kendt for sine kærlighedsdigte der er samlet i i værket Amores. I disse digte tilbeder, bønfalder og kritiserer han objekter for sin kærlighed, kvinden Corinna, der i øvrigt er gift med en anden.
Ovid dør i eksil. Eksilet siges ofte at have tre årsager: "quod ipse concubuit cum Livia, quod vidit Augustum condormientem puero, quod ipse composuit librum de arte amatoria - han sov med Livia (Kejser Augustus hustru), han havde set Augustus sove med en dreng, og at han havde skrev bogen omk kærlighedens kunst.
Ovid hører utvivlsomt til blandt der fornemste repræsentater for latinsk poesi. Hans digte er på latin opbygget ef faste versemål, hvilket det dog ikke har været muligt for mig at gengive på dansk uden at foretage en egentlig gendigtning af teksterne. De følgende oversættelser er derfor en nogenlunde tekstnær oversættelse af den latinske tekst, som alligevel formår at gengive noget af Ovid høje digteriske niveau alene gennem sit sprogbrug.
Den første tekst er:
Elegi V - Et eftermiddagsmøde med Corinna.
Det var sommer og middagsheden var ovre;
jeg strakte mine forfriskede lemmer på midten af lejet.
Det ene vindue stod på klem, det andet var lukket,
Lyset var næsten ligesom skovens,
når aftendæmringen svinder bort som Phoebe, (1)
når natten viger og dagen endnu ikke er kommet til syne.
Det lys er det som bør møde unge ærbare kvinder
i hvilket den frygtsomme skam kan håbe at finde et skjul.
Se! Corinna kommer, iklædt en løshængende tunika,
med adskilt hår der dækker den skinnende hvide hals,
ligesom den formfuldendte Semiramis (2) siges at være gået ind i sit kammer
Og Lais (3) , som var blevet elsket af mange mænd.
Jeg rev hendes tunika af; det tynde stof var ikke til megen gavn,
men hun kæmpede dog for at hun kunne forblive tilhyllet i tunikaen;
dog hun kæmpede således som ville hun ikke vinde,
ved sit bedrag blev hun besejret uden besvær.
Som hun således stod foran mine øjne, klædningen fjernet,
var der overhovedet ingen fejl på hendes krop:
hvilke skuldre og hvilke arme så og berørte jeg!
Brysternes form var som bestemt til at blive knuget!
Hvilken flad mave under det skønne bryst!
Hvilken hofte! Hvilke ungdommeligt lår!
Til hvilken enkelt del skal jeg vende tilbage til?
Intet så jeg som ikke var prisværdigt,
Og jeg trykkede det nøgne legeme mod mit.
Hvem kender ikke resten? Begge hvilede vi udmattede.
Således skulle eftermiddagene ofte forløbe for mig.
(1) Phoebus, dvs. Apollon som lysets gud.
(2) Dronning af Assyrien omkring 800 f.Kr. I hende findes træk fra kærlighedsgudinden Astarte og
hun siges at have haft en umådelig seksuel tiltrækningskraft.
(3) Der henvises til Lais af Hyccara, der var en berømt kurtisane, der oprindelig stammede fra Sicilie
Aestus erat, mediamque dies exegerat horam;
adposui medio membra levanda toro.
pars adaperta fuit, pars altera clausa fenestrae;
quale fere silvae lumen habere solent,
qualia sublucent fugiente crepuscula Phoebo,
aut ubi nox abiit, nec tamen orta dies.
illa verecundis lux est praebenda puellis,
qua timidus latebras speret habere pudor.
ecce, Corinna venit, tunica velata recincta,
candida dividua colla tegente coma--
qualiter in thalamos famosa Semiramis isse
dicitur, et multis Lais amata viris.
Deripui tunicam--nec multum rara nocebat;
pugnabat tunica sed tamen illa tegi.
quae cum ita pugnaret, tamquam quae vincere nollet,
victa est non aegre proditione sua.
ut stetit ante oculos posito velamine nostros,
in toto nusquam corpore menda fuit.
quos umeros, quales vidi tetigique lacertos!
forma papillarum quam fuit apta premi!
quam castigato planus sub pectore venter!
quantum et quale latus! quam iuvenale femur!
Singula quid referam? nil non laudabile vidi
et nudam pressi corpus ad usque meum.
Cetera quis nescit? lassi requievimus ambo.
proveniant medii sic mihi saepe dies!
Elegi II - Circus Maximus
Circus Maximus blev påbegyndt allerede i begyndelsen af 500-tallet f. Kr. Circus var i brug helt frem til 549 e. Kr. Langt de fleste henrettelser af de kristne fandt sted her og ikke i Colosseum.
Det følgende digt stammer fra Ars Amatoria - elskovskunst. Handlingen er henlagt til Circus Maximus og beskriver den udkårne og forsøget ppå at vinde hendes gunst. En fin pointe er, at kvinden vanskelig kan flyttet værk fra tilnærmelserne, da pladserne var inddelt således, at man nødvendigvis var nødt til at komme hinanden ved, hvilket jo også tydeligt fremgår af digtet.
Jeg sidder ikke her fordi jeg er interesseret i ædle heste;
dog håber jeg på, at den som du holder på, vil vinde.
Jeg kom for at tale med dig og kunne sidde sammen med dig,
således at den kærlighed du opvækker, ikke er ukendt for dig.
Du ser på løbene, jeg på dig,
lad os hver især se på det som behager,
og lade begge dele behage vores egne øjne.
O, den lykkelige vognstyrer som du begunstiger, hvem han end er!
Ah, er det ham der er målet for din interesse?
Ville den blot rettes mod mig,
og når hestene er sluppet løs fra startsnoren,
vil jeg med frygtløst hjerte hoppe på [vognen],
snart give frie tøjler, snart mærke ryggene med pisken,
nu strejfe vendemærket med det inderste hjul.
Skulle jeg få øje på dig mens jeg farer afsted, vil jeg standse,
Og jeg vil lade tømmerne falde slapt ned fra mine hænder.
Ja se bare, hvordan Pelops (1) næsten blev fældet af et Pisansk spyd,
mens han så på dit ansigt Hippodamia (2) .
Må vi alle vinde, hver især ved kvindernes gunst!
Hvorfor rykker du bort til ingen nytte?
Afmærkningen tvinger os til at sidde tæt.
Cirkus giver os den mulighed med sin tildeling af plads –
dog du der til højre, hvem end du er, hold dig fra kvinden;
Dit tryk mod hendes side giver hende ubehag.
Og du som glor bag ved os, træk dine ben til dig, hvis du har skam i livet,
pres ikke dit hårde knæ i hendes ryg!
Men din klædning er faldet for langt ned – den slæber hen ad jorden.
Saml den op – eller om du vil, så vil jeg samle den op med mine egne fingre!
Du var en misundelsesværdig klædning, som dækkede over så smukke ben;
Og des mere man kigger, des mere misundelsesværdig klædning var du!
Således var den flyende Atalantes (3) ben som Milaneon (4) ønskede at nå med sine hænder,
således som den afbildede, opkiltede Dianas (5) ben,
forfølgende de modige vilde dyr, hun selv modigere end de.
Jeg brændte da jeg ikke havde set dem, hvad vil der ske nu jeg har?
Du opildner ilden, udgyder vand til vandene.
Jeg forestiller mig ud fra disse, at også alt det andet,
som ligger godt skjult under din spinkle klædning, vil behage.
Eller er det snarere min sjæls hede, ikke luftens
og kærlighed til en kvinde der brænder i mit henrykte bryst.
Mens jeg snakker, er der kommet lidt spredt støv på din hvide klædning.
Foragtelige støv, forsvind fra denne snehvide krop!
Men nu kommer processionen – var din tunge og din tanke!
Nu er det tid til bifald – den gyldne procession kommer.
Forrest kommer Victoria med udbredte vinger –
Kom hid, gudinde, og lad min kærlighed vinde.
Klap ad Neptun, I som sætter al jeres lid til bølgerne!
Mig bekommer ej det åbne hav; jeg vælger mit eget land.
Du soldat, hil Mars! Våben afskyr vi;
Fred behager og kærligheden findes midt i freden.
Lad Phoebus være gunstig mod augurerne og Phoebe mod jægerne.
Bønder hyld Ceres og den blide Bacchus!
Lad rytteren behage Castor, bokseren Pollux.
Vi bifalder dig forførende Venus og dine børn, dygtige med buen;
Bifald, gudinde, mine forehavender og giv min nye elskede det rette sind!
Lad hende tåle at blive elsket.
Hun nikkede og ved denne gestus gav hun et bifaldende tegn.
Hvad gudinden har fremført, beder vi skal du skal fremføre.
Med Venus forlov skal du blive en større gudinde.
Jeg sværger for dig og ved så mange vidner og gudernes optog,
At du er udsøgt som min elskede til alle tider.
Men dine ben hænger ned, du kan måske, hvis du ønsker det,
Anbringe din fødder med spidserne på rækværket.
Da cirkus nu er tomt, har praetoren sluppet firspandet fra en lige startlinje, et fantastisk show.
Jeg ser hvem du følger, lad ham vinde, hvem end du favoriserer.
Selv hestene synes at vide hvad du ønsker.
Oh jeg arme, han kører omkring vendemærket i en stor cirkel.
Hvad gør du? Den næste nærmer sig, hans aksel er tæt på.
Hvad gør du, ulyksalige? Du sætter pigens gode ønsker overstyr.
Jeg beder dig, hold de venstre tømmer i din stærke hånd!
Vi har holdt på en slapsvans – kald dem dog tilbage, romere,
Og giv tegn fra alle sider, idet I vifter med togaerne!
Se, de er kaldt tilbage – og hvis ikke de blafrende togaer ugler dit hår,
Kan du skjule dig helt i min togas folder.
Og nu er den lukkede startboks igen åben,
Og en flerfarvet flok af heste i fuld galop farer ud.
Nu i det mindste, mas på og indtag den åbne plads.
Lad mine, lad min elskedes bønner blive opfyldt.
Min elskedes bønner er opfyldt,
Min bønner står tilbage.
Han holder palmen; min palme skal vindes!
Hun smilede og lovede noget med sine klare øjne.
”Det er nok, giv mig resten et andet sted!”
(1) Søn af Tantalus og Dione, Zeus barnebarn.
(2) Oenomaus, konge af Pisa i Ellis udfordrede alle bejlere til hans billedskønne datter Hippodamia i et hestevæddeløb. De som tabte blev dræbt.
(3) Atalante var datter af Iasus af Arkadien, der ønskede en søn og derfor efterlod hende på en bakketop. Artemis sendte en hunbjørn som hun kunne die fra og hun voksede op blandt en gruppe jægere. Til sidst blev hun accepteret af sin far, der ønskede hun skulle gifte sig. Dette nægtede hun, men ville dog gifte sig med den, der kunne indhente hende i løb. Enhver udfordrer der tabte ville blive dræbt
(4) Milanion bejlede til den smukke Atalanta. Da han vidste at han ikke kunne løbe hurtigere end hende, bad han Afrodite om hjælp. Hun gav ham tre gyldne æbler som han skulle lade falde et efter et for at forsinke Atalanta under løbet. Fordi hun stoppede op for at samle æblerne op, vandt Milanion løbet og giftede sig med Atalanta.
(5) Den romerske jagtgudinde (jfr. den græske gudinde Artemis), der pristes for sin styrke, atletiske ynde, skønhed og færdighed til jagt.
'Non ego nobilium sedeo studiosus equorum;
cui tamen ipsa faves, vincat ut ille, precor.
ut loquerer tecum veni, tecumque sederem,
ne tibi non notus, quem facis, esset amor.
tu cursus spectas, ego te; spectemus uterque
quod iuvat, atque oculos pascat uterque suos.
O, cuicumque faves, felix agitator equorum!
ergo illi curae contigit esse tuae?
hoc mihi contingat, sacro de carcere missis
insistam forti mente vehendus equis,
et modo lora dabo, modo verbere terga notabo,
nunc stringam metas interiore rota.
si mihi currenti fueris conspecta, morabor,
deque meis manibus lora remissa fluent.
at quam paene Pelops Pisaea concidit hasta,
dum spectat vultus, Hippodamia, tuos!
nempe favore suae vicit tamen ille puellae.
vincamus dominae quisque favore suae!
Quid frustra refugis? cogit nos linea iungi.
haec in lege loci commoda circus habet —
tu tamen a dextra, quicumque es, parce puellae; contactu lateris laeditur ista tui.
tu quoque, qui spectas post nos, tua contrahe crura, si pudor est, rigido nec preme terga genu!
Sed nimium demissa iacent tibi pallia terra.
collige — vel digitis en ego tollo meis!
invida vestis eras, quae tam bona crura tegebas; quoque magis spectes — invida vestis eras!
talia Milanion Atalantes crura fugacis
optavit manibus sustinuisse suis.
talia pinguntur succinctae crura Dianae
cum sequitur fortes, fortior ipsa, feras.
his ego non visis arsi; quid fiet ab ipsis?
in flammam flammas, in mare fundis aquas.
suspicor ex istis et cetera posse placere,
quae bene sub tenui condita veste latent.
Vis tamen interea faciles arcessere ventos?
quos faciet nostra mota tabella manu.
an magis hic meus est animi, non aeris aestus,
captaque femineus pectora torret amor?
dum loquor, alba levi sparsa est tibi pulvere vestis.
sordide de niveo corpore pulvis abi!
Sed iam pompa venit — linguis animisque favete!
tempus adest plausus — aurea pompa venit.
prima loco fertur passis Victoria pinnis —
huc ades et meus hic fac, dea, vincat amor!
plaudite Neptuno, nimium qui creditis undis!
nil mihi cum pelago; me mea terra capit.
plaude tuo Marti, miles! nos odimus arma;
pax iuvat et media pace repertus amor.
auguribus Phoebus, Phoebe venantibus adsit!
artifices in te verte, Minerva, manus!
ruricolae, Cereri teneroque adsurgite Baccho!
Pollucem pugiles, Castora placet eques!
nos tibi, blanda Venus, puerisque potentibus arcu
plaudimus; inceptis adnue, diva, meis
daque novae mentem dominae! patiatur amari!
adnuit et motu signa secunda dedit.
quod dea promisit, promittas ipsa, rogamus;
pace loquar Veneris, tu dea maior eris.
per tibi tot iuro testes pompamque deorum,
te dominam nobis tempus in omne peti!
Sed pendent tibi crura. potes, si forte iuvabit,
cancellis primos inseruisse pedes.
maxima iam vacuo praetor spectacula circo
quadriiugos aequo carcere misit equos.
cui studeas, video. vincet, cuicumque favebis.
quid cupias, ipsi scire videntur equi.
me miserum, metam spatioso circuit orbe!
quid facis? admoto proxumus axe subit.
quid facis, infelix? perdis bona vota puellae.
tende, precor, valida lora sinistra manu!
favimus ignavo — sed enim revocate, Quirites,
et date iactatis undique signa togis!
en, revocant! — ac ne turbet toga mota capillos,
in nostros abdas te licet usque sinus.
Iamque patent iterum reserato carcere postes;
evolat admissis discolor agmen equis.
nunc saltem supera spatioque insurge patenti!
sint mea, sint dominae fac rata vota meae!
Sunt dominae rata vota meae, mea vota supersunt.
ille tenet palmam; palma petenda mea est.'
Risit, et argutis quiddam promisit ocellis.
'Hoc satis est, alio cetera redde loco!'
© 2015 Bjørn Standhart