Acta Sanctorum

Titlen "De helliges gerninger" henviser til de som døde for deres to på Jesus Kristus. Når der tales om martyrerer tænkes ofte på de blodige beretninger fra romertiden, hvor det ofte fremstilles som om romerne henrettede de kristne i hobetal. Dette er der ikke belæg for, hvis man ser på kristendommens historie fra omkr. år 64 til 250 e.Kr. så har vi egentlig kun et periode på 10-12 år, hvor romerske kejsere forfulgte og henrettede de kristne i hobetal

I tiden frem til 64 e. Kr. finder ingen forfølgelser af de kriste sted fra de romerske myndigheders side. I perioden fra 64 e. Kr. og frem til Galerius edikt legaliserer kristendommne i 311 e. Kr. tyder intet på systematiske forfølgelser af de kristne, bortset fra sporadiske hændelser foranlediget af lokale myndigheder, således som vi bl.a. kender det fra brevvekslingen mellem kejser Trajan og Plinius. Generelt var den romersske administration yderst tolerant overfor de befolkninger, der var bosat i de besatte områder. Almindeligvis blev elementer af fremmede religioner optaget i romersk gudedyrkelse. Mest kendt er optagelse af de græske guder, hvor Athena bliver til Minerva, Aphrodite bliver til Venus, Zeus til Jupiter, etc.

Martyrberetninger opfattes ofte som hændelser der hidrører fra den tidlige kristne kirke, men allerede i både den græske og jødiske kultur før vor tidsregning finder vi martyrberetninger, der indeholder fortællemæssige paralleller til de kristne martyrberetninger. Mange af de kendte beretninger er ved nærmere analyse skabelon fortællinger, der deler en række fællestræk med langt tidligere beretninger.

Den tidligste kristne martyrberetning findes i Apostlenes gerninger. Stefanus var blevet valgt af disciplene til at medvirke ved de daglige uddelinger til enker og fattige. Et sammenstød med folk fra synagogerne fik jøderne til at anklage Stefanus for at tale spottende om Moses og Gud, for hvilket Stefanus bliver formelt anklaget og dømt til stening.

I bogen "Kærligheden, hjertegløden..." er samlet nogle af de martyrberetninger, som man anser for at være autentiske. Beretningerne er nyoversat og oversættelslserne er forsøgt gjort så tekstnære som muligt og uden at det er forsøgt at indlægge egne fortolkninger i teksten, hvilket ofte er tilfældet med ældre oversættelser, der ofte forsøgte at fortolke ind i den aktuelle tid og teologiske opfattelse.

Fælles for beretningerne er, at de har en bestemt funktion, nemlig at skabe en stemning i menigheden og tjene til opbygning og trøst for de kristne. Ved at lide martyrdøden, deler den kristne skæbne med Herren, der led døden på korset.